Vi danser hele natten…

Kim Tanker fra Thomas

Euforien. De taktfaste kampråb. Sejrsbrølet… Der var fest i gaden i nat. Flere tusinde mennesker fejrede Nordjyllands hjemvendte fodboldhelte. Mestrene.

Og jeg synes, jeg var forberedt. Selv så jeg kampen på tv sammen med familien, fordi jeg prioriterer at være far, og fordi en fodboldfest ikke kun er for de dedikerede supportere på lægterne, men også for resten af familien. Den kamp skulle vi se sammen, men jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle ind og lykønske holdet og deres team, da mesterskabet var en realitet. Og som sagt; jeg troede, jeg var forberedt. Jeg ved jo godt, at vi prompte honorerer indsatsten her i landsdelen. At vi klapper, når det er på sin plads. Jeg ved, at vi kender sangene. At vi har dem på rygraden, og at vi lyder talstærke, når vi brøler i flok. I nat var vi det. Talstærke- og en samlet flok med et fælles mål.
Udsigten fra balkonen overvældede mig fuldstændig. Utallige var mødt op for at feste for drengene. Deres hyldest må være alting værd. Flot, og helt på sin plads, hyldede mængden Lynge Jacobsen, der selvfølgelig var mødt op for at bifalde resultatet. Trænerne fik deres kampsange og fortjent applaus – og spillerne en modtagelse de sent vil glemme.

Jeg nød at være en del af holdet. Ikke deres – vores. Som borgmester, ja, det gør mig voldsomt stolt, at den kommune jeg arbejder for, er hjemmebane for Danmarks bedste fodspillere og som fodboldfan, jamen – det var jo svært ikke at løsne slipset, række ud efter den nærmeste guldhat (og dem var der mange af), og istemme erklæringen: Vi elsker AaB!