Mit kontor rykker til Storvorde

Thomas Kastrup-Larsen Tanker fra Thomas

I næste uge, når du har kontor i Storvorde er du velkommen til at komme til morgenkaffe hos os, kl.

07.45 i hjemmesygeplejen.

Mange hilsner

Hjemmesygeplejen.

Sådan lyder en invitation, der netop er tikket ind i min mailboks. Jeg kan med det samme sige, at det vil jeg rigtigt gerne. For det er lige præcis det, der er grunden til, at jeg en gang hvert halve år flytter mit kontor ud et nyt sted i kommunen. Jeg vil gerne møde folk et lokalområdet og høre, hvad de har på hjerte. Hvad de kæmper med og hvilke udfordringer de ser. Derfor bliver jeg rigtigt glad, når jeg får en invitation som den fra hjemmesygeplejen.

Jeg har allerede et travlt program, mens mit borgmesterkontor er i Storvorde. Der er åbent kontor, hvor man kan komme og drøfte ideer og udfordringer med mig. Jeg skal ud og besøge en række virksomheder og kommunale institutioner. Samtidig skal vi have et borgermøde, hvor vi gør status på, hvordan det går med udviklingsplanen for Storvorde, og hvilke nye initiativer der kunne være brug for.

Jeg har allerede noteret mig en række ting, vi skal have gjort noget ved: Vi skal skabe flere byggegrunde i Storvorde/Sejlflod, finde en løsning på lægesituationen og arbejde på at få mere dagligvarehandel til Storvorde. Men der er med garanti også meget andet, vi skal kigge på.

Vi har fået lov til at indrette borgmesterkontoret på Tofthøjskolen. Det er jeg rigtig glad for. Folkeskolens ve og vel ligger mig meget på sinde, og der er ikke noget bedre end at have børn omkring sig i hverdagen. Jeg har også fået lov til at stå for noget af undervisningen på Tofthøjskolen, mens mit borgmesterkontor er der. Det ser jeg meget frem til. Særligt fordi børnene som regel har rigtigt mange gode og skarpe spørgsmål, som får mig til at tænke nye tanker.

Sidst men ikke mindst, skal jeg have løbeskoene med. Jeg elsker at opleve en by ved at løbe rundt i den, snakke med mennesker og se de små og store detaljer. Så jeg glæder mig rigtigt meget til næste uge, hvor mit kontor er i Storvorde. Tror det bliver en rigtig god oplevelse.