Af Rådmand Mai-Britt Iversen, Familie og beskæftigelsesforvaltningen, gæsteblogger.
I mit barndoms Vejgaard var det helt normalt, at man hjalp hinanden. Man vidste jo godt, hvilke familier, der havde det svært. Det kunne være, at man tog naboens børn med på udflugt, eller at de fik lov til at spise med om aftenen. Det var ikke bare en håndsrækning – men også et signal til familien om, at alle betyder noget, og vi skal hjælpe hinanden.
Jeg ved, at man kan fortælle de samme historier fra Vestbyen, fra Nørresundby og sikkert også fra de mange mindre samfund omkring Aalborg. For mig er det derfor et stor del af Aalborg Kommunes DNA, at vi både ser og hjælper de familier, der er i klemme. Ikke mindst af hensyn til børnene.
Vi kan ikke bare lukke øjnene
Der er desværre mange familier, der virkelig er i klemme i øjeblikket f.eks. på grund af regeringens kontanthjælpsloft. Jeg ser mange politikere, der siger, at så må de jo finde noget billigere at bo i. Men det kan faktisk være svært. Mange af de små lejligheder er i dag slået sammen til større og dyrere lejemål. Andre politikere siger, at så må de jo bare finde et job, velvidende at jobbene, der ikke kræver uddannelse, er blevet færre, og at bare ganske kort tid udenfor arbejdsmarkedet gør, at du kommer bagerst i jobkøen.
Vi kan ikke fra Aalborg Kommune fjerne kontanthjælpsloftet eller bare lade som om, at det ikke eksisterer. Men vi kan gøre alt, hvad der er i vores magt for at afhjælpe de følger, som det får.
Alle har brug for et hjem
Det, vi gør med budgetforliget, er sammen med boligforeningerne at arbejde for, at der bliver skabt flere boliger, der er til at betale for de mange grupper, der savner billige boliger – uanset om vi taler om unge, ledige, ældre, enlige eller flygtninge. Vi har på grund af flygtningene fået en ekstra boligkvote. Den vil vi udnytte til gavn for alle. Og sidst har vi fået lov til at udnytte midlertidige boliger, også til gavn for aalborgenserne.
Kort sagt, vi fortsætter vores arbejde for billige og gode boliger.
Udover at vi arbejder på at skaffe flere boliger, har vi også afsat 1 million kr. til ekstra hjælp til flytning, nødvendigt indbo eller hvad der er brug for, for at forebygge fattigdom og hjemløshed.
Til kamp mod ulighed
Mange af os har jo set Danmarks Radios tema om “Ulighed i Sundhed”. Hvor stor forskel der er på f.eks. Hasseris og Aalborg Øst. Det vil vi gøre noget ved. Derfor afsættes penge til aktivt at minimere uligheden i sundhed – samtidig laver vi en pulje ved DGI, så flere socialt udsatte kan få idrætstilbud.
I budgetforliget er der en jobvækstpakke. Meningen er, at vi skal have færre udenfor arbejdsmarkedet. Der er ikke noget mere trist end at have taget en uddannelse, og så er det ikke muligt at få arbejde. Eller at have forsøgt at få arbejde igen og igen, men aldrig har der været plads på arbejdsmarkedet. Heldigvis går det godt i Aalborg, der skabes jobs. Så ved fælles hjælp er jeg sikker på, at der i fremtiden bliver plads til flere ledige aalborgensere.
Det starter ved børnene
Skal den sociale arv brydes, skal vi starte ved børnene. Derfor glæder jeg mig over, at vi fastholder 8,9 mio. kr. til sociale normeringer i børnehaverne og dagplejen. I områder med mange børn med særlige behov bruger pædagogerne meget tid på samtaler og møder. Samtidig ved vi, at netop voksenkontakten fra pædagogerne er en afgørende parameter for at bryde den sociale arv. Derfor er der flere normeringer til de institutioner, der har allermest behov.
I forhold til de allermest udsatte familier forpligter vi hinanden på tværs af alle forvaltninger. Kan vi finde nye og andre helhedsorienterede løsninger, der kan hjælpe familierne videre.
Det kræver noget af os alle
Men det er også vigtigt at sige, som jeg startede med, at det kræver ikke kun noget af kommunen. Det kræver, at vi alle gør os umage. Skal indsatsen lykkes, kræver det, at arbejdsgiverne giver flere en chance. Det kræver, at også unge uden forbindelser får en læreplads. Det kræver, at vi tager den enlige mor med i bilen, når vi alligevel kører til forældremøde. Det kræver, at forældre i klassen er opmærksomme på, at alle har en ven eller bliver budt indenfor. Det kræver faktisk, at vi passer på hinanden, og ikke kun dem, der ligner os selv. For det Aalborg, som jeg elsker, har plads til os alle. Hvad enten du er højtuddannet eller ufaglært, ledig eller i arbejde, om du er rig eller fattig, tyk eller tynd, sort eller hvid. Vi passer på hinanden, vi arbejder for lige muligheder, og vi gør vores bedste for Aalborg. Det er derfor, at Aalborg er den tryggeste og lykkeligste by.
