Kæmpe boligsatsning i oplandsbyerne i Aalborg Kommune

Thomas Kastrup-Larsen Tanker fra Thomas

Overalt i Aalborg Kommune ser nye investeringer og satsninger dagens lys. Jeg bliver altid inspireret, når jeg møder borgere, som brænder for at udvikle vores kommune, uanset hvor jeg går hen. Nu følger By og landskabsudvalget trop, og jeg glæder mig til at komme ud og se, hvad 200 nye almene famileboliger gør ved vores oplandsbyer.

I torsdags vedtog By og Landsskabsudvalget den største almene boligsatsning i nyere tid for landdistrikterne og oplandsbyerne i vores kommune. I samarbejde med boligselskaberne bygger Aalborg Kommune nu godt 200 nye almene familie boliger.

De mange nye boliger kommer til at ligge i Nibe, Gandrup, Klarup, Vester Hassing, Svenstrup, Sulsted, Vadum. Aalborg Kommune har nemlig fået ekstra penge til at bygge almene familieboliger, fordi vi modtager mange flygtninge. Det er store dele af de penge, som nu bliver anvendt til at bygge boliger i oplandsbyerne.

Dermed er det ikke kun indenfor Aalborg og Nørresundbys bygrænser, hvor pensionskasserne er begyndt at investere store summer, at der sker en masse. Det gør der også rundt omkring i oplandsbyerne og landsdistrikterne. Her er de nye familieboliger kun en lille del af alle de nye initiativer, vi ser tage fart.

Vi har for nylig åbnet den nye cykelsti mellem Grindsted og Vodskov. I Vestbjerg og Vodskov er vi i gang med byudviklingsplaner. Kigger vi mod Hals, så har byrådet afsat 15 mio. kr. til sport og kultur, og i samme budget blev der afsat 28. mio. kr. til en større satsning over fire år i oplandsbyerne. Hos Kongerslev i kommunen er man i gang med et landsbyløft og en lang række andre satsninger.

Jeg ved, at det er et stort ønske fra mange oplandsbyer, at der bliver bygget flere almene familieboliger her. Det lykkes nu, og det sikrer en endnu stærkere udvikling i vores byer. En udvikling som understreger, at Aalborg Byråd prioriterer landdistrikterne og oplandsbyerne. Samtidig er det en udvikling, som jeg nyder at følge med mine egne øjne, når jeg selv og resten af borgmesterkontoret flytter ud i nye omgivelser to gange om året. Det gør vi for at komme tæt på de lokale og lære dem at kende. I 2016 var vi i Nibe og Hals. To livskraftige byer med masser at byde på, men også byer med mod på meget mere. Det var inspirerende og noget, som jeg ser frem til i 2017.