I foråret 2015 havde jeg i en uge borgmesterkontor i Aalborg Øst. Vi havde lånt lokaler i Sundheds og Kvarterhuset på Fyrkildevej, og jeg deltog i rigtigt mange aktiviteter og mødte en lang række mennesker i hele Aalborg Øst. Både aktive og driftige ildsjæle, men også mennesker i svære situationer og mennesker, som havde og har store visioner for bydelen. Fælles for alle de mennesker jeg mødte var, at de alle havde en meget stor tro på mulighederne i deres del af byen, og på at det nye sygehus og erhvervsudviklingen i universitetsområdet også kunne få en positiv betydning for udviklingen af området.
Jeg var i praktik som murer, og fik lov til at hjælpe til med at mure vægge op på gårdhusene på Blåkildevej. Fantastisk, for her kunne jeg i praksis fornemme, hvordan de store renoveringsplaner for alle de almene boliger i Kildekvarteret i konkret tog form. Det forandrede bydelens æstetik, og stod som en bedre og mere levende bydel, som rigtigt mange mennesker kan være glade for at bo i.
Lang vej fra vision til virkelighed
Der var mange drømme for fremtidens Aalborg Øst. Vi drømte om et nyt bycenter omkring Humlebakken og Tornhøj-området. Vi drømte om nye kommunale plejehjem, handicapvenlige boliger og gode betingelser for børnene. Alt det er nu enten på vej eller realiseret! Vi drømte også om en mere varieret boligmasse, og flere private boliger mellem de mange almene af slagsen i Aalborg Øst. De private boliger var allerede tegnet ind i de store renoveringsplaner som seks flotte syvetagers punkthuse på Blåkildevej. Punkthuse som ville blende flot ind med de almene boliger og stå som bemærkelsesværdige, flotte bygninger med en enestående udsigt over Aalborg. Men en ting var, at de var tegnet ind, noget andet var at få dem bygget… At få nogen til at investere i dem. Det ville være uden sidestykke hvis det kunne lykkes. Og troen på fremtiden var der, og Himmerland Boligforening – som var handlekraftig – satte en massiv indsats ind på at det skulle lykkes.
Og det gjorde det! Jeg er uendelig stolt over, her på bloggen at kunne offentliggøre, at det er lykkes at få lokale private investorer til, at investere et trecifret millionbeløb i at bygge alle seks punkthuse med i alt 140 lejligheder. Jeg har virkeligt svært ved at få armene ned. Anders Gautier Christensen, Jacob Frederik Christensen og Rasmus Haugaard, som alle er lokale erhvervsfolk i Aalborg, har så stor tro på bydelen, at de investerer massivt og dedikeret i den via punkthusene. MT Højgaard kommer til at stå for byggeriet, og Himmerland Boligforening står for salget af jord til de tre byggerier. Det, at det er lykkedes at få så mange private boliger ind på Blåkildevej, er virkeligt nyskabende, og det vil i meget høj grad motivere den positive udvikling bydelen i forvejen er inde i.
Målrettede beboere viser vejen
Forandringens vinde blæser for alvor i Aalborg Øst netop nu. Bydelen er i fremdrift og udvikling. Hvem skal tilskrives æren for det? Der er mange som har aktier i det der sker, men i min optik tilfalder den største ære beboerne i Aalborg Øst, som har stemt for de store renoveringer, som har haft visionen om at få private boliger ind i området, og selvfølgelig en modig boligforening og lokale investorer, der tror på udviklingen i en bydel, der gennem tiden har fået skyld for meget, men som nu rejser sig med en kraft, der – heldigvis – ikke kan holdes nede!