Så er beslutningen truffet:
Den 3. Limfjordsforbindelse bliver en Egholmforbindelse.
Det er uomtvisteligt en glædelig begivenhed, at transportudvalget sent i aftes indgik et trafikforlig, der endegyldigt fastlægger, hvor den 3. Limfjordsforbindelse skal gå.
Debatten om forbindelsen er årelang og indædt i vores landsdel, og jeg er klar over, at rigtig mange er kede af den beslutning, der nu er truffet. Jeg håber virkelig, at vi i Aalborg kan finde fælles fodslag i glæden ved de fordele der, uanset øst eller vest, er i, at forbindelsen nu er en realitet. Ingen kan modsætte sig de argumenter der er for, at der ER brug for en 3. Limfjordsforbindelse – og dem må modstandere af Egholmforbindelsen hæfte sig ved, nu hvor beslutningen er truffet.
Vi kan – og bør – glæde os over, at vores landsdel bliver styrket af endnu en forbindelse. Nu er alle de gunstige vilkår en tredje forbindelse over fjorden vil give os, inden for rækkevidde. Forbindelsen vil gavne bosættelser nordenfjords, give gunstige vilkår for erhvervslivet, samle landsdelen yderligere, forbedre rejsetiden for pendlere og i det hele taget vil vi have stor samfundsøkonomisk glæde af den her beslutning.
Personligt er jeg glad for, at de mennesker der har stået i en uafklaret proces, potentielt berørt af en linjeføring, nu er i en situation, hvor de kan handle på vilkårene. Der er afsat 40 millioner til ekspropriering af de borgere der er bor i tracéet, så de kan komme videre fra deres ejendomme på så god og nænsom en måde, som overhovedet muligt.
Den 3. Limfjordsforbindelse er en afgørende væsentlig faktor i trafikforliget, men det er værd at nævne, at der afsættes ydermere omkring 40 millioner til et ekstra spor på motorvejen syd for limfjordstunnellen, så fremkommeligheden bliver bedre der.
Og så bør vi også glæde os over, at der I forliget er taget højde for at Tranholmvej, som går ud til Aalborg havn, er nævnt som prioritet, når der skal udmøntes en fremtidig havnepakke. Det har længe været et ønske fra Aalborg Kommune at Tranholmvej skal udvides – og det ser den med andre ord ud til at blive nu, blandt andet takket være en flot indsats fra Rasmus Prehn, der, som trafikpolitisk ordfører for Socialdemokraterne, har været vores stærke lokale stemme.
Det eneste der ikke er gået vores vej i trafikforliget er, at vi ikke har fået penge til tilslutningsanlægget til Egnplanvej, som staten ellers skulle betale halvdelen af. Det stiller Aalborg Kommune med en konkret udfordring, fordi der så mangler 55 millioner kroner i vores anlægsbudget. Penge som vi kommer til at diskutere til august hvordan vi skal finde. Men jeg har ikke opgivet endnu at få staten til at betale sin del af pengene. Det er et eller andet sted uforståeligt at staten betaler tilslutningsanlæg til motorvejen i forbindelse med etablering af supersygehuse i Odense og Gødstrup, men ikke i Aalborg. Det bør de selvfølgelig ikke slippe godt af sted med, og derfor vil vi fortsat kæmpe for et andet udfald.
I forhold til den 3. Limfjordsforbindelse er fakta , at nu ved vi det! Nu kender vi fremtidsudsigterne – og utallige rapporter, høringer og den engagerede debat gør, at vi kender til både fordele og ulemper ved den beslutning der er truffet.
Dagens punktum er en historisk stor beslutning. Ser vi kommunen på et kort, er det en meget markant streg der sættes gennem landskabet. En streg, der vil give vækst mange steder og skabe bedre forhold for mange – men også en streg, der passerer eller går lige igennem områder, som vi holder af. Stregen går gennem huse, hvor der i generationer har boet familier. Den passerer marker og områder, vi før har haft i fred, som nu vil få lyden af moderne motorvej som kulisse. Den passerer Egholm, som vi alle er vant til at opfatte som en fredfuld pause fra det pulserende liv, men husk på, at også en anden løsning havde påvirket og passeret områder og steder, som ville blive forandret.
Beslutningen er med sikkerhed til store glæde for en række områder – men der ER folk, der nu ser på et kort over kommunen, hvor deres yndlingssted ikke længere er på. Jeg mener, man bør anderkende, at denne beslutning har en stor omkostning for rigtig mange, og for dem er det ikke en glædens dag. Det skal dog ikke skygge for det faktum, at noget skulle gøres – og at der i dag endelig er truffet en beslutning, på en debat der har kørt i så mange år, at nogle af os var børn, da vi hørte om den første gang. Beslutningen er taget – og vi må forholde os til den, glæde os over en lang række fantastiske muligheder som forbindelsen vil give os – men også forstå og favne den tristhed, som nogle føler. Vi må tro på, at vi med tiden vil vænne os til tanken om det der forsvandt, og glæde os over det alt det vi fik.
Denne beslutning vil måske ikke, i første omgang, kun føre til jubelskrig i byens gader, men den vil gavne os – og det må vi simpelthen huske på. Vi får meget med den her forbindelse!
Og det glæder jeg mig over.
