3. Limfjordsforbindelse endnu tættere på

Thomas Kastrup-Larsen Min mening

Tidligere i dag talte jeg med både statsminister Mette Frederiksen og transportminister Benny Engelbrecht. Begge ringede for personligt at overbringe mig nyheden om, at den 3. Limfjordsforbindelse er et af de højt prioriterede projekter på regeringens infrastrukturudspil. Smilet sidder stadig på mit ansigt – aldrig har vi været tættere på. 

Med regeringens udspil anerkendes de kæmpestore udfordringer for transport over Limfjorden. Udfordringer, som vokser, og som skal og må løses.

Tidligere i dag kunne Børsen afsløre, at befolkningen i Aalborg vokser langt hurtigere end i både København, Århus og Odense. Med den udvikling følger en endnu større belastning af vores infrastruktur. Derfor er jeg glad og lettet over, at regeringen prioriterer udviklingen i Nordjylland. 3. Limfjordsforbindelse har været et mål for hele regionen, så længe jeg kan huske. Nu er vi trådt et kæmpeskridt i den rigtige retning. 

3. Limfjordsforbindelse er et højt prioriteret projekt i regeringens infrastrukturudspil
Forhandlinger forude

Nu går forhandlingerne om de næste 15 års infrastrukturprojekter i gang på Christiansborg. For at tage det sidste afgørende skridt mod den 3. Limfjordsforbindelse kræves opbakning og flertal i Folketinget. Heldigvis har både Venstre, DF og en række andre partier været ude med positive udmeldinger. Derfor håber jeg på, at man lander et solidt forlig på tværs af de politiske partier. Beslutningen om at gøre 3. Limfjordsforbindelse til et højt prioriteret nationalt infrastrukturprojekt er afgørende for den fortsatte udvikling i Nordjylland – det skal lykkes. Nu skal finansieringen og den konkrete plan på plads!  

Det har været et stærkt Aalborg og et stærkt Nordjylland, der har sat 3. Limfjordsforbindelse på dagsordenen de seneste år. Ikke mindst har vores erhvervsliv, bl.a. gennem Aalborg Alliancen, gjort en kæmpe forskel. Jeg bliver endnu engang mindet om, hvorfor vi lykkes heroppe i Nordjylland – vi gør det sammen!