Undskyld vi roder

Thomas Kastrup-Larsen Tanker fra Thomas 3 Kommentarer

Undskyld vi roder
Når man kører rund i Aalborg møder man mange lastbiler med byggematerialer, midlertidige vejskilte, omkørsler og byggepladser. Der er virkelig gang i udviklingen i Aalborg Kommune, og det betyder at der bliver bygget rigtigt meget om, stort set alle steder i kommunen og i midtbyen i særdeleshed. Og der er meget mere på vej. I går vedtog byrådet endeligt den nye lokalplan for Friis shoppingcenter, som sikrer at Magasin og en lang række andre butikker kan komme ind. Det nye Friis, med Magasin som spydspids bliver en markant styrkelse af midtbyen, som sammen med den nye Budolfiplads, og den mere og mere helstøbte havnefront sikrer Aalborg en midtby, som er en virkeligt er en oplevelse at besøge.

Letbanens afløser +BUS kommer til, at levere en markant bedre og hurtigere kollektiv trafik. Projekteringen og planlægningen er allerede ved, at gå i gang og byggeriet af det nye +BUS trace forventes af gå i gang i starten af 2019. Der er også 3.000 – 4000 flere boliger på vej på Budolfiplads, Østrehavn, Godsbanen, Spritten, Sygehus Nord, Håndværkerkvarteret og flere andre steder. Boliger som i høj grad er båret af private investeringer fra bl.a. Pensionskasser, som øger befolkningstætheden i midtbyen markant.

Der er med andre ord rigtigt meget gang i udviklingen, men det har også den konsekvens, at vi roder rigtigt meget i midtbyen, mens forandringen står på. Rod som også skaber irritation over P-Pladser som midlertidigt bliver taget ud af drift, eller over omkørsler og midlertidigt lukkede veje. Jeg håber meget at, vi i fællesskab kan bære over med generne, indtil den nye og flottere midtby står klar.

Når jeg skriver noget om udviklingen i Aalborg, får jeg tit kommentarer på, at vi har glemt den del af Aalborg Kommune som ligger udenfor Aalborg. Det har jeg på ingen måde. Her bliver der også investeret rigtigt meget. Det vil jeg bl.a. sætte fokus på i næste uge, hvor mit kontor flytter til Tofthøjskolen i Storevorde. Her vil jeg bruge hele ugen på, at sætte fokus på hvad der sker i den sydøstlige del af Aalborg Kommune, besøge lokale virksomheder og holde åbent borgmesterkontor, hvor alle kan komme og drøfte ideer og sager med mig.

Men ind til da, vil jeg glæde mig over at det er lykkes at sætte så meget gang i Aalborg Midtby, og at vejen nu endeligt er banet for, at Magasin kan gøre sit indtog i Friis, med en butik på 7.500 m2 

Kommentarer 3

  1. Dejligt med en midtby i en fantastisk udvikling.
    Jeg håber dog der også er fokus på de grønne åndehuller, hvor beboere og gæster i byen kan trække vejret roligt.
    Jeg mener det er vigtigt for at holde folk i byen.
    Jeg savner hundeluftemuligheder i centrum, det kunne være på godsbanen eller Karolinelund, hvor en lille indhegning til fri hundebevægelse, vil kunne vække glæde. Også for byens turister som medbringer hund.
    Bare et lille indspark i denne spændende tid for Aalborg.

  2. Hej Borgmester

    Jeg er en glad og tilfreds borger i Aalborg,som syntes at det er spændende og glædeligt at opleve denne fantastiske forandring, der sker med byen for tiden…

    Jeg har tilladt mig at citerer dig på min facebookside https://www.facebook.com/aalborgplusbus/

    Siden er et helt privat tiltag jeg har gjort af egen interesse , for at samle og informere om alt vedrørende vores nye +Bus system på eet sted.

  3. Jeg synes, det er fint, at der kommer gang i byudviklingen, så Aalborg kan udvikle sig fra en stor provinsby til en lille storby. Lidt samme udvikling, som Aarhus for længst har været igennem. Selvom Aarhus jo naturligvis er en del større…

    Dog kan jeg godt tvivle på, om man nogensinde bliver færdig? Når de nuværende projekter er færdige, kommer der mon så ikke bare nogle nye? Så vil Aalborg ikke også om fem og ti og tyve år være en byggeplads?

    Det er derfor, nogle borgere nogle gange kan miste tålmodigheden lidt. Fordi de føler, at når det ene projekt endelig er færdigt, så kommer det næste projekt og tager lige så lang tid. Her i kvarteret, hvor jeg bor, er der lige nu lidt gener fra noget renoveringsarbejde tæt på min bolig. Hvor de borer og larmer det meste af dagen (og vil gerne indrømme at man kan gå og blive lidt småirriteret over det, især når de også af og til er i gang LØRDAG morgen kl. 7). Og når de så er færdige om et halvt år, så har jeg hørt, at så går et andet projekt i gang blot 200 meter længere nede ad vejen. Så er det, at man godt kan blive lidt træt af alle de nymodens præstigeprojekter.

    Men jeg vil ikke lyde som en brokkehoved, for kan sådan set godt lide at der sker noget. Men blot spørger jeg om, vi nu kan være helt sikre på, at generne kun er midlertidige…for når de er færdige det ene sted, så starter de vel meget noget nyt et andet sted. Eller?

    Sidst, men ikke mindst, vil jeg bemærke, at det er fint med nye højhuse og andre projekter, der gør midtbyen både højere og mere tætbebygget. Men det skal ikke ske alt for meget på bekostning af det grønne. Derfor er det også fint, at der er gang i noget grønt halløj nede bagved Domkirken. Og jeg håber ikke, at projektet ved Spritten vil æde alt for meget af Fjordmarken. Men som jeg forstår det, vil der evt. blot blive talte om, at det sidste stykke opad banelegemet evt. vil blive fyldt op med et parkeringshus. Det er til at leve med, så længe det bliver ved DÉT.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *