Aalborg Alliancen bygger bro

Emil Tanker fra Thomas 0 Kommentarer

80 medlemmer af Aalborg Alliancen, 60 nye jobs og en 3. limfjordsforbindelse, som er tættere på end nogensinde. Alt sammen vidner om, at det hjælper, når vi rykker sammen. 

Forleden kunne vi afsløre, at kommunens største private virksomhed Siemens Gamesa nu også har meldt sig ind i Aalborg Alliancen. Jeg må indrømme, at det er svært at få armene ned. Jeg må også indrømme, at Aalborg Alliancens hurtige succes overgår mine vildeste forventninger.

Det er blot et halvt års tid siden, at fagbevægelsen, erhvervslivet og et samlet Aalborg Byråd gav håndslag på en plan for medfinansiering af den 3. Limfjordsforbindelse. Aalborg Kommune skulle afsætte 600 mio. kr. over 20 år mod, at erhvervslivet stod sammen om at skabe jobs og nedbringe ledigheden i vores kommune.

Indsatsen for jobskabelse begynder allerede at vise resultater. 60 nye arbejdspladser er skabt som direkte effekt af Aalborg Alliancen, og målet er at skabe 200 jobs allerede i år. Men det har vi også brug for – for selv om det går fremad, er ledigheden stadig for høj i vores kommune. Den udfordring løser vi sammen med Aalborg Alliancen. Læs meget mere om Aalborg alliancen her

Alliancen styrker fællesskabet

Med regeringens trafikaftale rykker den 3. limfjordsforbindelse pludselig meget tæt på. I trafikplanen afsættes 6,6 mia kr., og der er udsigt til at den nye forbindelse står færdig omkring 2030. Og der er da også et kip med hatten direkte til Aalborg Alliancen fra partierne bag trafikaftalen, som anerkender det stærke signal, der sendes fra et samlet Nordjylland.

Ja, der er meget at glæde sig over i disse dage. Personligt glæder jeg mig også utroligt over den åbentlyse afledte effekt af Aalborg Alliancen. Vi rykker tættere sammen! Det er i virkeligheden meget typisk Aalborg, det der med at rykke sammen. Sådan har vi altid gjort – en absolut styrke i en stærk kommune.

Men med Aalborg Alliancen mærker jeg en stemning blandt virksomheder, kommunens medarbejdere og på gaden. Vi står sammen om det her. Vi VIL have en 3. Limfjordsforbindelse – og vi VIL nedbringe ledigheden. Aalborg Alliancen er blevet meget mere end bare en aftale mellem en række partnere – den er blevet et symbol på vores fællesskab og et monument over vores vilje til at udvikle os sammen.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *